Aktier

En aktie er et ejerbevis på en andel af et aktieselskab. Gennem investering i aktier opnår du således delejerskab af dette aktieselskab. Dette ejerskab giver dig andel i selskabets indtjening. Investorers forventninger til selskabets indtjeningsevne kan således have stor betydning for udviklingen i selskabets aktiekurs på børsen.

Investorer vil være parate til at betale en højere pris for aktien, hvis der er en forventning om højere indtjening, end hvis der er en forventning om lavere indtjening. På den måde vil kursværdien på aktier afspejle markedets forventninger til, hvordan selskabets fremtidige indtjening vil udvikle sig. Det er dette forhold mellem selskabets indtjenings- og vækstmuligheder og investors mulighed for kursstigninger, der er karakteristisk for aktieinvesteringer, og det er den vigtigste faktor, når man skal sætte sig ind i og forstå de risikofaktorer, der generelt er forbundet med investeringer i aktier.

Afkastet på aktier afhænger primært af markedets vurdering af de børsnoterede selskabers evne til at tjene penge. Dette betyder også, at aktier kortsigtet kan svinge betydeligt i værdi grundet udefrakommende faktorer, der vurderes at skade selskabernes evne til at tjene penge. Aktieinvesteringer er derfor bedst egnede til mere langsigtede og risikovillige investorer, set i forhold til f.eks. investering i obligationer, hvor afkastet langt hen ad vejen er forudsigeligt. 

Aktieselskaber udlodder desuden den overskydende likviditet i selskaberne som udbytte, hvilket også bidrager til afkastet i aktieinvesteringer. Der er dog ingen garanti for, at selskaber udlodder udbytte, da det i sidste evne er generalforsamlingen i selskaberne, der beslutter dette, under iagttagelse af blandt andet selskabernes evne til at geninvestere optjent likviditet.

Risici ved investering i aktier
Risikoen ved at investere i aktier er, at kursen falder, og du vil have et tab i forhold til den kurs, du har erhvervet aktierne til. Da kursen på aktier blandt andet fastsættes ud fra selskabernes evne til at tjene penge samt ændringer i verdensøkonomien, er der forskellige faktorer, der med forskellige påvirkningsgrader kan påvirke selskabernes evne til at tjene penge. Er der tale om investering i børsnoterede selskaber, skal disse løbende offentliggøre information i form af regnskabsmeddelelser og forhold, der skønnes at påvirke selskabets evne til at kunne udvikle selskabets forretningsområde og indtjening. Aktier, der ikke er noterede på en børs eller markedsplads, er ikke i samme omfang pligtig til løbende at offentliggøre information, hvorfor investering i unoterede aktier er forbundet med større risiko, da den manglende information giver et mindre overblik over selskabets aktuelle driftsmæssige situation.

Alle aktier er undergivet den markedsmæssige risiko, hvor oliepris, inflation, økonomisk afmatning, politik, uroligheder etc. kan påvirke et selskabs driftsmæssige forhold på såvel kort som lang sigt. Gennem en geografisk-, branche- og selskabsspredning i dine investeringer, kan du reducere disse risici. Dette kan evt. ske gennem investering i investeringsforeninger, hvis dine midler ikke er af en størrelse, hvor du kan opnå denne spredning. Da du gennem aktieinvestering ejer en del af en virksomhed, vil du med stor sandsynlighed have tabt din investering, og dine aktier vil være værdiløse, hvis virksomheden går konkurs.