Obligationer

En obligation er et gældsbevis, hvor udsteder af obligationen, f.eks. Nykredit eller den danske stat, forpligter sig til at betale obligationsgælden tilbage til investor ud fra nogle på forhånd aftalte vilkår. Det beløb, du investerer, kan således sammenlignes med, at du yder et lån til den, der har udstedt obligationen. Obligationsudstederen får derigennem stillet kapital til rådighed svarende til det beløb, du har købt obligationer for. Som afkast får du obligationens pålydende rente og en eventuel kursgevinst. Dette afkast er udtrykt som en effektiv rente, og denne effektive rente vil være påvirket af obligationens løbetid og af hvem, der har udstedt obligationen.

Som obligationsinvestor vil særligt tre typer obligationer være interessante:

Statsobligationer - udstedes af en stat/land

Afkastet består af de løbende renteudbetalinger samt eventuelle kursgevinster. Statsobligationer kan ikke indfries før tid, da de typisk er stående lån. Løbetiden ligger som regel i intervallet 1 år til 30 år med enten en fast eller variabel rente.

 

Realkreditobligationer - udstedes af et realkreditinstitut

Sikkerheden består i realkreditinstituttets reserver og pant i fast ejendom. Afkastet består af de løbende rentebetalinger og eventuelle kursgevinster. Obligationens udløbsdato fremgår af obligationen og kendes således på forhånd. Det er dog ikke altid, du kan regne med, at obligationen vil blive indfriet på den anførte udløbsdato. Visse obligationer kan indfries før udløbstiden til kurs 100. Dette sker f.eks. i forbindelse med konvertering af realkreditlån, hvor låntager har mulighed for at opsige et højt forrentet lån til kurs 100 og i stedet erstatte det med et lavere forrentet lån. Løbetiden er typisk fra 1 år til 30 år, og renten kan være fast, variabel og/eller afhængig af inflationsudviklingen. På visse obligationer vil der først begynde at komme afdrag (udtrækninger) et stykke inde i obligationens løbetid.

 

Virksomhedsobligationer – udstedes af en stor virksomhed eller bank

Store virksomheder og banker anvender obligationsmarkedet som et supplement til traditionelle banklån, da de derved får adgang til en langt større investorkreds. Der stilles sædvanligvis ikke sikkerhed for virksomhedsobligationerne. Afkastet består også her af de løbende rentebetalinger og en eventuel kursgevinst. Virksomhedsobligationer udstedes som hovedregel som stående lån med en løbetid fra 1 år til 30 år med en fast eller variabel rente.

 

Risici ved obligationer
Grundlæggende kan man identificere tre forskellige former for risici ved investering i obligationer: 1) Kreditrisiko, 2) Rente- og Kursrisiko, 3) Konverteringsrisiko

1) Kreditrisiko
Denne kaldes også udstederrisiko og udtrykker principielt risikoen for, at debitor går konkurs. Generelt vil statsobligationer således have en lavere kreditrisiko end eksempelvis realkredit- obligationer eller virksomhedsobligationer.


Der findes institutter, som f.eks. S&P og Moody’s, der har specialiseret sig i at ”rate” forskellige typer af obligationer. Denne rating er principielt et udtryk for den enkelte obligations kreditrisiko. De fleste børsnoterede obligationer har tilknyttet en rating fra et af disse institutter.

2) Rente- og kursrisiko
Denne risiko er afhængig af rentebevægelserne på de enkelte obligationer. Disse er i sagens natur yderligere afhængige af den generelle renteudvikling og struktur. Man kan generelt sige, at stiger renten, vil kursen på obligationen falde og omvendt. Hvor meget kursen vil blive påvirket, afhænger af den enkelte obligations varighed. Lettere forenklet kan man sige, at jo højere varighed, des større kursrisiko. Således vil obligationer med udløb om 30 år have en større kursrisiko end en obligation med udløb om 5 år. 

3) Konverteringsrisiko
Denne risiko gælder for den række af obligationer, der kan konverteres af låntagerne – navnlig gældende for realkreditobligationer. Disse kan typisk konverteres til kurs 100. Risikoen opstår primært, når renten falder, og de konverterbare realkreditobligationer stiger til op over kurs 100. Her vil obligationen blive konverteringstruet, da låntagere vil have incitament til at opsige/indfri lånene til kurs 100 og finansiere dette ved udstedelse af nye obligationer til en lavere pålydende rente. For investor er dette en ikke en uvæsentlig risiko, da man i givet fald kan opleve store ekstraordinære udtrækninger til kurs 100, samtidig med at obligationerne i markedet vil kunne sælges til over kurs 100. Sådanne udtrækninger betyder, at investoren skal ud og geninvestere til en højere kurs/lavere forrentning, hvilket totalt set vil give en dårligere samlet forrentning af formuen, end hvis der ikke havde været konverteringer.


Som udtryk for konverteringsrisiko benytter man sig af begrebet ”optionsjusteret varighed”, som er et matematisk nøgletal, der udtrykker den ”teoretisk sandsynlige” løbetid for obligationen. 


Helt generelt kan man sige, at obligationsinvesteringers risiko bedst udtrykkes ved varigheds- begrebet. Denne kan lettere forenklet defineres som den gennemsnitlige løbetid for en given obligation. Således tager den højde for geninvesteringer af udtræk og renter.