Error parsing XSLT file: \xslt\Gallery.xslt

Tyske aktier halter efter amerikanske

Torsdag, den 13. september 2018

 

Over de seneste 3 år har de tyske aktier haltet efter de amerikanske aktier, som ikke har været tynget af usikkerhed omkring skandalen omkring Volkswagen, BREXIT og valg blandt de sydeuropæiske lande.

 

En anden forklaring på, at de amerikanske aktier har gjort det bedre end de tyske, skyldes sidste års amerikanske skattereform, som har løftet indtjeningen blandt de amerikanske virksomheder. Denne gav endvidere mulighed for, at de amerikanske virksomheder kunne trække oversøiske formuer retur til USA til en lav engangsbeskatning. Dette har medført, at de amerikanske virksomheder har kunnet gennemføre historisk store tilbagekøb af egne aktier, hvilket har været den primære drivkraft bag kursstigningerne på de amerikanske aktier i løbet af 2018.

 

Dertil har de amerikanske teknologiaktier, som efterhånden udgør omkring 30% af det brede amerikanske aktiemarked målt på S&P500, oplevet meget flotte kursstigninger over de senere år og ikke mindst i 2018. Specielt har de såkaldte og yderst populære FAANG-aktier (Facebook, Apple, Amazon, Netflix og Google) oplevet voldsomme kursstigninger i de senere år med en nærmest hysterisk høj pris pr. indtjeningskrone til følge på flere af disse. Eksempelvis handles Amazon aktuelt til omkring 180 kr. pr. indtjeningskrone baseret på den realiserede indtjening over de seneste 12 måneder. Til sammenligning handlede teknologiaktierne i USA omkring 100 kr. pr. indtjeningskrone forud for IT-boblen i år 2000, som i de efterfølgende 2-3 år oplevede kursfald på 70-80%. Om der er mere at komme efter i disse aktier afhænger ganske enkelt af, hvorvidt investorerne vil fortsætte med at købe op i disse aktier med fortsat stigende aktiekurser til følge. Når stemningen vender, hvilket den utvivlsomt vil gøre på et tidspunkt, og investorerne finder ud af at disse aktier kan opleve større og vedvarende kursfald, skal man som investor være klar over at teknologiaktierne vil trække det brede amerikanske aktiemarked med ned ligesom det har trukket det med op i de seneste år.

 

Som det fremgår af nedenstående figur, som viser kursudviklingen på de tyske, europæiske og amerikanske aktier fra 2000 og frem til august 2018, har de tyske aktier i perioder været bedre end de amerikanske aktier og i andre perioder haltet efter. Ved indgangen til 2015 havde de 3 aktiemarkeder dog leveret stort set identiske afkast. 

 

G EU US Aktier

 

Atter stigende aktivitet

Efter 6 måneders aftagende aktivitet blandt virksomhederne i Europa, melder disse nu atter om en stigende aktivitet, og vi har på denne baggrund atter købt op i de tyske aktier til IR Basis A/S. Historisk har de tyske aktier oplevet kursstigninger i samtlige af de 10 tilfælde, hvor dette har gjort sig gældende, siden IR Basis A/S blev stiftet i efteråret 2009, og vi forventer også, at det vil blive tilfældet denne gang indtil virksomhederne atter melder om en faldende aktivitet.

 

De tyske aktier handles pt. til under 12 kr. pr. indtjeningskrone svarende til et forventet årligt afkast på 8-9% i gennemsnit. Til sammenligning handles de amerikanske aktier til knap 18 kr. pr. indtjeningskrone svarende til et forventet årligt afkast på 5-6% i gennemsnit.  Dette er vel at mærke forudsat, at de amerikanske virksomheder formår at indfri de meget høje forventninger til væksten i indtjeningen.

 

Grundet den historisk høje renteforskel, kan amerikanske investorer, der vælger at reducere i deres beholdning af de langt dyrere amerikanske aktier til fordel for de tyske aktier, endvidere vælge at afdække valutarisikoen på euro over for dollar. Dette giver dem et årligt rentemedløb på omkring 2,5%, hvilket resulterer i et forventet årligt afkast på op imod 11%, hvilket er omtrent det dobbelte, hvad de amerikanske aktier tilbyder i forventet afkast.

 

Aktuelt handler de tyske aktier 11% lavere end toppen i januar måned, hvor de amerikanske aktier pt. handler en spids over toppen fra januar måned. Jf. nedenstående figur handler de tyske aktier endvidere under toppen i foråret 2015 og har således leveret et mindre negativt afkast over de seneste 3½ år. I samme periode har IR Basis A/S leveret et afkast på 8%, eftersom IR-kvotienten sørgede for, at vi undgik hovedparten af kursfaldet henover efteråret 2015.

 

G Aktier 2015 Nu

 

På baggrund af ovenstående, samt det forhold at den politiske risiko i Europa på det seneste, har været kraftigt aftagende med udsigt til en snarlig aftale omkring BREXIT, og at Italien har bekræftet, at de vil efterleve de gældende regler i EU omkring statsbudgetter mv., vil efterslæbet på de tyske aktier relativt til de amerikanske aktier siden 2015 efter vores overbevisning blive indhentet i den kommende tid, ligesom det har været tilfældet historisk.

 

Kim Andreasen

Kundechef & Medejer

FMS InvesteringsRådgivning A/S

Kontakt os for at høre mere: 9626 3000

Eller lad os kontakte dig

Din information er blevet sendt, og vi kontakter dig snarest.

Fejlbesked

Fejlbesked

Din information er blevet sendt, og vi kontakter dig snarest.